Fra venstre: Flemming Nøhr, partner IT & Co Nord, Jesper Rasmussen, Neve IT, Kim Lassen, Direktør IT & Co og René Hermansen, partner IT & Co Nord
IT-virksomheden IT & Co med hovedkontor i Rødekro har fra 1. november overtaget den nordjyske IT-virksomhed Neve IT, som nu bliver til IT & Co Nord ApS.
Den sønderjyske IT-virksomhed, IT & Co, har vokseværk. Gennem de seneste 3 år har virksomheden opkøbt i alt tre virksomheder, og antallet af medarbejdere er steget fra 6 til 14. Den seneste virksomhed i rækken er Neve IT med adresse i nordjyske Haverslev. Neve IT bliver fremover til IT & Co Nord ApS.
Dermed dækker IT & Co nu det meste af Jylland med hovedkontor i Rødekro og afdelinger i Ballum, Ans og Haverslev.
Forsigtig opkøbsstrategi
– Vi følger det, vi kalder en forsigtig opkøbsstrategi. Den handler om, at vi har et ønske om at vokse i et roligt tempo, hvor vi sikrer, at der er en solid overensstemmelse mellem værdisættet hos de virksomheder, vi opkøber, og vores eget, siger Kim Lassen, direktør og indehaver af IT & Co. Han fortsætter:
– At værdierne stemmer overens, er afgørende for, at integrationen af den nye virksomhed kører gnidningsløst, så vi kan koncentrere os om det vigtigste, nemlig at give kunderne den uovertrufne service, ordentlighed og nærhed, vi står for.
Stærkere sammen
Service, ordentlighed og nærhed er også nøgleord for Neve IT, der gennem mange år har drevet en forretning, hvor hovedfokus var på at være så tæt på kunderne som muligt. Her er Jesper Rasmussen et kendt ansigt med sine 20 år hos Neve IT, og fremover bliver han både kundernes og IT & Co’s mand i det nordjyske.
– Jeg er virkelig tilfreds med, at Neve IT fremover bliver til IT & Co Nord og dermed en del af en større familie med et skarpt fokus på altid at være der for kunderne. Det giver langt flere muskler i dagligdagen at have et større volumen, lige som det både sikrer ekspertisen og er tilfredsstillende at have gode kolleger at sparre med. Sammen er vi stærkere, siger Jesper Rasmussen.
Godt IT-håndværk
IT & Co leverer full service IT-løsninger inden for både hardware, software, hosting og support, primært til erhvervskunder. Virksomheden blev grundlagt i 1997 af Kim Lassen, der stadig ejer og driver virksomheden, og i dag er IT & Co vokset til at omfatte fire afdelinger med i alt 14 medarbejdere.
– IT-branchen har jo været igennem en utroligt voldsom udvikling i de 25 år, vi har været her. Det er en branche, hvor enorme forandringer nærmest over en nat kan vende op og ned på både markedet og spillerne på det. Vores strategi har helt fra starten været altid at levere godt IT-håndværk – både når det gælder de tekniske løsninger, den personlige service og evnen til at kunne forklare komplekse løsninger på helt almindeligt dansk. Det er dejligt at opleve, at den strategi er så solid, at vi ikke blot stadig er her, men også vokser, siger Kim Lassen.
For yderligere information kontakt venligst: